Naturgeografi, B

Om faget

OBS - Online naturgeografi B indeholder 6 fremmødeaftener fordelt hen over året, der foregår på Hf og VUC Roskildes Roskilde afdeling. Der skal laves forsøg. Det er obligatorisk at deltage.

I faget naturgeografi på B-niveau får du en forståelse for jordens og livets udvikling i et langt tidsperspektiv, lærer om dens opbygning i tektoniske plader og får viden om jordskælv, vulkaner og klimasystemet med vinde og havstrømme. I arbejdet beskæftiger I jer med globale og regionale variationer samt konkrete cases fra Europa og den øvrige verden.
Undervisningens faglige niveau er det højeste, man kan vælge på en gymnasial uddannelse.
Du lærer at planlægge og gennemføre forsøgsarbejde med systematiske feltobservationer og målinger i forbindelse med geofaglige fænomener og ved hjælp af komplekse geofaglige modeller. I arbejdet indgår brug af tekster, data, kort, diagrammer, profiler, figurer samt analoge og digitale billeder.
Til undervisningen hører desuden formidling af din faglige viden og deltagelse i diskussioner i forhold til forskellige målgrupper med henblik på at skærpe din evne til at argumentere på en kvalificeret måde i den aktuelle samfundsdebat om geofaglige emner, fx klimaspørgsmålet eller drikkevandsressourcer.
Du får bl.a. undervisning inden for følgende emneområder:
Jordens, livets og landskabernes udviklingsprocesser og udviklingshistorie i lyset af aktuelle ressource- og miljøforhold
Klima og klimaændringer, de natur- og samfundsmæssige faktorer, der påvirker det, samt dets betydning for menneskets livsvilkår
Vand, vandressourcer og deres udnyttelse
Energi, energistrømme, energiressourcer og energiteknologi
Produktion, forbrug, teknologi, ressourcer og bæredygtighed
Analyse og tolkning af kort og andre rumlige mønstre
Der inddrages supplerende stof om natur-, samfunds- og kulturfaglige problemstillinger med relation til kernestoffet i undervisningen.
Undervisningen veksler mellem klasseundervisning, gruppe- og projektarbejde, feltarbejde og ekskursioner.
Der er en del skriftligt arbejde, der omfatter rapportskrivning over dataindsamling og eksperimentelt arbejde, skriftlige øvelser i al almindelighed (herunder arbejde med kort og diagrammer) og produkter som resultat af emne- og projektarbejdet.
It indgår i undervisningen, blandt andet til søgning af data som fx digitale kort og fly- og satellitbilleder, til bearbejdning af billeder i billedbehandlingsprogrammer og til kommunikation og formidling af resultater.

Eksamen:
Eksamen består af en mundtlig prøve.
Den mundtlige prøve sker på grundlag af en opgave, der udleveres dagen før prøven. Opgaven indeholder en uddybende opgavetekst med kendte og ukendte bilag. Du får ca. 24 timers forberedelse. I den tid skal du lave en synopsis til brug ved selve eksamen, der varer ca. 30 minutter.
Opgaverne uden bilag bliver offentliggjort inden prøven.

Adgangskrav

Du kan tidligst blive optaget på hf-enkeltfag et år efter, at du har afsluttet folkeskolens 9. eller 10. klasse eller har modtaget tilsvarende undervisning.

Du kan altså ikke blive optaget, hvis du kommer direkte fra 10. klasse, hvad enten 10. klasse er taget på en folkeskole eller anden institution.

For at blive optaget på udvalgte fag, skal du normalt have fulgt undervisning i faget på det nærmeste underliggende niveau - eller have tilsvarende faglige kvalifikationer.