Samfundsfag, C

Om faget

I samfundsfag på C-niveau får du en teoretisk og metodisk baggrundsviden, der gør dig i stand til at stille samfundsfaglige spørgsmål og redegøre for aktuelle samfundsmæssige problemer og mulige løsninger. Undervisningen tager udgangspunkt i et niveau, der svarer til grundskolen.

Du lærer at undersøge sammenhænge mellem forskellige baggrunde og sociale og kulturelle mønstre samt at forstå konkrete politiske beslutningsprocesser. Du arbejder også med prioriteringsproblemer i velfærdssamfundet.

Derudover lærer du at formidle din samfundsfaglige viden i enkle modeller, tabeller og diagrammer, at argumentere for egne synspunkter og at indgå i faglig dialog.

Du får undervisning inden for:

  • Sociologi: fx identitetsdannelse, socialisation samt sociale og kulturelle forskelle
  • Politik: fx ideologier, politiske beslutninger i Danmark, demokrati og menneskerettigheder
  • Økonomi: fx velfærd, fordeling og det økonomiske kredsløb
  • Metode: fx centrale samfundsfaglige informationskanaler

Som onlinekursist arbejder du individuelt hjemme med opgaver og projekter. Læreren giver feedback på dine afleverede produkter undervejs.

Eksamen:
Eksamen består af en mundtlig prøve.
Prøven sker på grundlag af et kendt tema med ukendt bilagsmateriale på 2-3 sider. Eksamen varer ca. 24 minutter med ca. 48 minutters forberedelsestid.

Adgangskrav

Du kan tidligst blive optaget på hf-enkeltfag et år efter, at du har afsluttet folkeskolens 9. eller 10. klasse eller har modtaget tilsvarende undervisning.

Du kan altså ikke blive optaget, hvis du kommer direkte fra 10. klasse, hvad enten 10. klasse er taget på en folkeskole eller anden institution.

For at blive optaget på udvalgte fag, skal du normalt have fulgt undervisning i faget på det nærmeste underliggende niveau - eller have tilsvarende faglige kvalifikationer.