Historie, B
Om faget
I historie på B-niveau får du undervisning i centrale udviklingslinjer og begivenheder i Danmarks, Europas og verdenshistorien. Du lærer at undersøge et historisk emne og at formidle resultaterne både skriftligt og mundtligt.Undervisningens faglige niveau er det næsthøjeste, man kan vælge på en gymnasial uddannelse.
I arbejdet med historien lærer du at anvende en analytisk og metodisk tilgang til kilder og materialer og at forholde dig kritisk til brug og misbrug af historien. Du får en forståelse for samspillet mellem natur, individ og samfund i et historisk perspektiv og lærer at reflektere over mennesket som både historieskabt og historieskabende.
Du får undervisning inden for følgende områder:
- Hovedlinjer i Danmarks, Europas og verdens historie
- Forandringer i levevilkår, teknologi og produktion
- Styreformer, herunder demokrati og demokratiseringsprocesser
- Kulturer og kulturmøder i Europas og verdens historie
- Globalisering
- Ideologiernes kamp i det 20. århundrede
Som onlinekursist arbejder du individuelt hjemme med emneforløb og afleverer opgaver digitalt. Læreren giver feedback på de afleverede produkter undervejs.
Eksamen
Eksamen består af en mundtlig prøve, der tager udgangspunkt i et ukendt materiale på 3 - 4 sider. Der gives ca. 90 minutters tid til forberedelse, og eksaminationen varer ca. 30 minutter.
Adgangskrav
Du kan tidligst blive optaget på hf-enkeltfag et år efter, at du har afsluttet folkeskolens 9. eller 10. klasse eller har modtaget tilsvarende undervisning.
Du kan altså ikke blive optaget, hvis du kommer direkte fra 10. klasse, hvad enten 10. klasse er taget på en folkeskole eller anden institution.
For at blive optaget på udvalgte fag, skal du normalt have fulgt undervisning i faget på det nærmeste underliggende niveau - eller have tilsvarende faglige kvalifikationer.